Skip to main content

Huawei viser tænder med deres nye Huawei Mate 10 Pro

28
0

Huawei viser tænder med deres nye Huawei Mate 10 Pro

Huawei har sendt deres næste telefon i Mate-serien på gaden, og der er masser af rosende ord til den stilrene, gennemførte smartphone med en fremragende skærm, et super kamera og en rigtig god batterilevetid. Du kan læse meget mere om den nye Huawei Mate 10 Pro her.

Går vi blot fem år tilbage, så var der ikke mange, der kendte til Huawei som producent af smartphones. Det må man sige, de har fået ændret på. Huawei ligger i da og svinger mellem at ligge på en 2. og en 3. plads på salgstal i store dele af Europa. Mobilforbrugerne har altså fået øjnene op for selskabet, som bestemt også har ambitioner om at ville være et af de førende mobilproducenter. Et mål de allerede er godt på vej til at opnå.

Design til de kræsne

Når Huawei går efter at skabe en topmodel, så er det ikke materialerne, der bliver sparet på. Moden inden for smartphones er glas, glas og mere glas, og den trend har Huawei også valgt at følge. Der er glas på både forsiden og bagsiden af telefonen, men telefonen har dog det lille twist, at der er en tonet overgang i farven på bagsiden, som ændrer sig som lyset falder på den. Det er med til at give Huawei Mate 10 Pro et ekstra luksuriøst udseende.

Formen på modellen er også anderledes. Det kan bedst beskrives som en pudeform, hvor den er slankere mod kanterne. Dette giver den et endnu slankere look, og kombineret med det buede glas på bagsiden er det også med til at gøre, at telefonen ligger rigtig godt i hånden. Samtidig har det forstørrede display skubbet fingeraftrykslæseren om på bagsiden af telefonen, hvilket passer ganske fint, da det sidder netop der, hvor man naturligt holder sin pegefinger, når man betjener telefonen. Det er derfor en god løsning, som gør oplevelsen af telefonen endnu bedre.

Skærm for alle pengene

Huawei Mate 10 Pro kommer med en 6” OLED-skærm i formatet 18:9, som leverer en super skarp oplevelse – både i meget mørke og lyse omgivelser. Skærmen leverer også en ualmindelig skarp farvegengivelse og kontrast, som faktisk slår konkurrenterne af pinden. Som med andre telefoner med dette skærmformat kan der komme sorte bjælker øverst og nederst på skærmen, da der endnu ikke er så mange apps, der har tilpasset deres format til dette. Det skal dog ikke overskygge den gode oplevelse, den store skærm giver, når man bruger telefonen.

God batterilevetid

Også på batterilevetiden har Huawei Mate 10 Pro en styrke. Telefonen kommer med et 4000 mAh-batteri, der giver dig mulighed for at bruge telefonen som normalt uden at skulle bekymre dig om et komplet drænet batteri sidst på dagen. Her er også indregnet en mængde videostreaming og små spil, så det er ikke fordi den ikke fik lov at arbejde for sagen.

Foruden et rigtig godt batteri, så har Huawei ligeledes en omfattende batterisparefunktion, som blandt andet sørger for, at der ikke ligger programmer i baggrunden, som unødigt dræner telefonen for strøm. Eneste minus i forhold til andre konkurrenter er, at Huawei ikke tilbyder trådløs opladning på denne model, hvilket ellers efterhånden er normen med telefoner i den højere klasse.

Et godt kamera lige ved hånden

Når det kommer til kameraet i telefonen, så er Huawei i den grad kravlet godt op foran de fleste konkurrenter. DxOMark, der netop har test af kameraer og linser som deres speciale, har lavet en test af Huawei Mate 10 Pros kamera, hvor telefonen scorer 97. Den karakter placerer den blandt en af de bedste kameratelefoner i verden på nuværende tidspunkt. Eneste telefoner der overgår Huawei er Apples iPhone X og Googles Pixel 2.

De to kameramoduler, som du finder på bagsiden af telefonen, har begge blændetal 1.6. Dette er langt over standard, hvilket også gør det muligt at tage nogle ganske fornuftige portrætbilleder i mørke omgivelser, som ellers normalt er en svær disciplin. Desuden giver kombinationen af de to linser mulighed for flere forskellige indstillinger som for eksempel en skarp forgrund med en mere sløret effekt i baggrunden. Værd er nævne er også sort/hvid-funktionen, som virkelig kan give nogle flotte billeder.

Alt i alt er Huawei Mate 10 Pro en smartphone, der sagtens kan blande sig med de bedste på markedet. Den ligger godt i hånden, er hurtig og nem at bruge, samt har nogle gode features, som brugeren kan nyde godt af. Skal du have en telefon til fremtiden, så kan du sagtens købe denne model.

Tags

David